mellem begge Hovedelve, antoge Navn eller bleve benævnte efter dette deres nye Hjem[1].
Vi have saaledes med saamegen Sandsynlighed, som det efter Omstændighederne kan forlanges, paaviist, hvorledes de indre Egne af det søndenfjeldske Norge, nemlig Gudbrandsdalen, Hedemarken og Thoten, den sydlige Deel af Østerdalen, Raumarike, og Strækningen indtil Gaut-Elven, have faaet sin Befolkning fra Raumsdalen af, langs Retningen af Rauma, Logen, Vormen og Glommen, hvorfra den da altsaa i de lavere Dele af de mod Nordvest opgaaende Dalfører senere har udbredt sig til forskjellige Kanter, nemlig til Hadeland, Land, Ringerike og det saakaldte Vestfold eller Egnene vestenfor Christianiafjorden Dog maatte deres Fremtrængen her i Kyst-Egnene en Tidlang blive standset ved deres Sammenstød med de gautske, eller til den ingvinske Kreds hørende Folk, der, efter hvad ovenfor er paaviist, synes at have beboet Kyst-Randen rundt om det indre af Skagerraket, den senere saakaldte Viken, lige til forbi Skiensfjorden. Det bliver imidlertid vanskeligt, om ej umuligt, at sige med Bestemthed, om Nordmændene først trængte frem lige ned til Kysten, og siden igjen trængtes opad af Gauterne, eller omvendt, eller endelig, om begge Folkestrømme her samtidigt have mødt hinanden. Der gives dog Omstændigheder, som i en væsentlig Grad tyde hen paa det første[2], ligesom man ogsaa meget tydeligt kan skjønne, at der i en fjern Fortid virkelig maa have fundet Sammenstød og Forvirring Sted i disse Egne; men det er ogsaa alt; det udelukker ikke Muligheden af at der her har hersket en idelig Frem- og Tilbage-Rykken, eftersom snart den ene, snart den anden Nation havde Overhaand, indtil de omsider sammensmeltede og ordnede sig i bestemte Inddelinger[3]. At Vermeland, det vil sige Egnene nordenfor Væneren, efter Sagnets Antydning ogsaa skulde være blevet heelt befolket ad den nordlige Vej, kunne vi dog vanskeligt antage; i alle Fald maatte da ogsaa her et Sammenstød mellem
- ↑ De ovennævnte Höd-Raumar have saaledes rimeligviis været de samme som Alferne. Merkeligt er det forresten, at Beowulfdigtet ogsaa v. 1155 kalder det Sted hvor Beowulf landede Finnaland, som om Finner virkelig her i fordums Dage skulde have naaet ned til Kysten. Ved Heaðu-reámas, Höð-Raumar, kan man forresten ikke undlade at tænke paa Indbyggerne af Hadeland, der efter det foregaaende netop skulde nedstamme fra Raumerne. Man kan let forestille sig, at disse Had-Raumar eller Hader siden have udbredt sig mod Vesten til Randsfjorden, især da der ved denne er en Egn, kaldet Brandabú, Brandernes Bo, og Breoka eller Breka, – rimeligviis den samme, som svømmede med Beowulf, – i Vidsidh-Kvadet V. 49 siges at have hersket over Brondingerne eller Brandingerne.
- ↑ Nemlig den nys omtalte Forekomst af Raumer lige nede ved Søen.
- ↑ Alt dette vil i det Følgende nærmere oplyses, naar vi komme til at handle om Skiringssal og de øvrige Landskaber i det egentlige Viken.
