Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/105

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
77
Alfer og Raumer.

mellem begge Hovedelve, antoge Navn eller bleve benævnte efter dette deres nye Hjem[1].

Vi have ſaaledes med ſaamegen Sandſynlighed, ſom det efter Omſtændighederne kan forlanges, paaviiſt, hvorledes de indre Egne af det ſøndenfjeldſke Norge, nemlig Gudbrandsdalen, Hedemarken og Thoten, den ſydlige Deel af Øſterdalen, Raumarike, og Strækningen indtil Gaut-Elven, have faaet ſin Befolkning fra Raumsdalen af, langs Retningen af Rauma, Logen, Vormen og Glommen, hvorfra den da altſaa i de lavere Dele af de mod Nordveſt opgaaende Dalfører ſenere har udbredt ſig til forſkjellige Kanter, nemlig til Hadeland, Land, Ringerike og det ſaakaldte Veſtfold eller Egnene veſtenfor Chriſtianiafjorden Dog maatte deres Fremtrængen her i Kyſt-Egnene en Tidlang blive ſtandſet ved deres Sammenſtød med de gautſke, eller til den ingvinſke Kreds hørende Folk, der, efter hvad ovenfor er paaviiſt, ſynes at have beboet Kyſt-Randen rundt om det indre af Skagerraket, den ſenere ſaakaldte Viken, lige til forbi Skiensfjorden. Det bliver imidlertid vanſkeligt, om ej umuligt, at ſige med Beſtemthed, om Nordmændene førſt trængte frem lige ned til Kyſten, og ſiden igjen trængtes opad af Gauterne, eller omvendt, eller endelig, om begge Folkeſtrømme her ſamtidigt have mødt hinanden. Der gives dog Omſtændigheder, ſom i en væſentlig Grad tyde hen paa det førſte[2], ligeſom man ogſaa meget tydeligt kan ſkjønne, at der i en fjern Fortid virkelig maa have fundet Sammenſtød og Forvirring Sted i disſe Egne; men det er ogſaa alt; det udelukker ikke Muligheden af at der her har herſket en idelig Frem- og Tilbage-Rykken, efterſom ſnart den ene, ſnart den anden Nation havde Overhaand, indtil de omſider ſammenſmeltede og ordnede ſig i beſtemte Inddelinger[3]. At Vermeland, det vil ſige Egnene nordenfor Væneren, efter Sagnets Antydning ogſaa ſkulde være blevet heelt befolket ad den nordlige Vej, kunne vi dog vanſkeligt antage; i alle Fald maatte da ogſaa her et Sammenſtød mellem

  1. De ovennævnte Höd-Raumar have ſaaledes rimeligviis været de ſamme ſom Alferne. Merkeligt er det forreſten, at Beowulfdigtet ogſaa v. 1155 kalder det Sted hvor Beowulf landede Finnaland, ſom om Finner virkelig her i fordums Dage ſkulde have naaet ned til Kyſten. Ved Heaðu-reámas, Höð-Raumar, kan man forreſten ikke undlade at tænke paa Indbyggerne af Hadeland, der efter det foregaaende netop ſkulde nedſtamme fra Raumerne. Man kan let foreſtille ſig, at disſe Had-Raumar eller Hader ſiden have udbredt ſig mod Veſten til Randsfjorden, iſær da der ved denne er en Egn, kaldet Brandabú, Brandernes Bo, og Breoka eller Breka, – rimeligviis den ſamme, ſom ſvømmede med Beowulf, – i Vidſidh-Kvadet V. 49 ſiges at have herſket over Brondingerne eller Brandingerne.
  2. Nemlig den nys omtalte Forekomſt af Raumer lige nede ved Søen.
  3. Alt dette vil i det Følgende nærmere oplyſes, naar vi komme til at handle om Skiringsſal og de øvrige Landſkaber i det egentlige Viken.