Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/104

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
76
Alfer og Raumer.

Øſterdalens ſydligſte Bygd, nemlig Álfrheimr, en Benævnelſe der i og for ſig tillige indeholder en Beſtyrkelſe paa hvad der ovenfor yttredes, at det ſydligſte Øſterdalens Befolkning er kommen ſøndenfra, nemlig fra Hedemarken og Raumarike, eller at den idetmindſte er nærmere beſlægtet med Hedemarkens, Raumarikes og de ſøndenfor liggende Egnes Beboere, end med Beboerne af det Throndhjemſke og nordre Øſterdalen. Men finde vi ſaaledes virkelig Alfer ɔ: Elv-Boere, øſtenfor Glommen og ſydefter til Gaut-Elven, ſaa kan der ej længer være nogen Tvivl om, at de ere det ſelvſamme Folk, ſom Plinius, efter hvad vi allerede (S. 17) have ſeet, kalder Hillevier, Tacitus Helveker, Ptolemæos Ælvæer. Merkeligt er Plinius’s Tillæg, at de kaldte ſig ſelv „en anden Verden“. Dette Udtryk kan neppe betegne andet, end at de, ſom oprindeligt kommende nordenfra Raumsdals-Egnene, vare ſig bevidſte at tilhøre en anden Hovedafdeling af det germaniſke Folk, end de ſydøſtenfra komne Gauter. Og det ſtemmer merkeligt nok med en Yttring af den i det 11te Aarhundrede levende tydſke Hiſtorieſkriver Adam af Bremen, at der for dem, der kommer fra Danmarks Øer, „aabner ſig en anden Verden“ i de to ſtore nordiſke Riger Sverige (Sveonia) og Norge (Nordmannia)[1]. Raumerne, ja endog Landſkabet Raumarike, nævner Jornandes udtrykkeligt, idet han blandt Skandjas Beboere omtaler Raumariciæ, og deres Navn forekommer, ſom det ſynes, allerede i Digtet om Beowulf, og det ſaaledes, at de ſynes at have boet lige ned til Kyſten, hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, at Glommen i ældre Tider ved Siden af ſit egentlige Navn kaldtes Raumelven lige til ſit Udløb[2]. Sammenholde vi ellers Raumernes med Alfernes Navn, ſaa ſee vi, at hiint er ſelvſtændigt, eller uafhængigt af Lokalforholdene, medens dette hidrører fra Egne, hvor Alferne boede, og ſaaledes førſt er antaget efterat de havde fæſtet Bolig her. Alferne ere aa den Maade neppe andet end Raumer, der, efterat have nedſat ſig

  1. Ad. Bremensis IV. c. 21. (de situ Daniæ p. 60): Transeuntibus insulas Danorum alter mundus aperitur in Sueoniam vel Nordmanniam, quæ sunt duo latissima regna aquilonis et nostro orbi adhuc fere incognita.
  2. I Beowulf-Digtet v. 1010–1040 og 1067–1157, forekommer en Beſkrivelſe over en Svømmekamp, foretagen mellem Beowulf, Sø-Gauternes Helt, og en vis Breka; de ſvømmede en heel Uge, heder det, indtil Bølgerne dreve dem ind til „Headoræmes“. Men denne Form, hvis Endelſe viſer, at den er fejlſkreven, maa efter Vidſidh-Digtet v. 127 rettes til Heado-reámas, hvortil i Oldn. ſvarer Höð- eller Hað-Raumar, der enten betyder „de krigerſke Raumer“, eller „Sø-Raumerne“. I begge Tilfælde maa Raumerne altſaa i hine Tider have boet ved Søen, i Gauternes Nabolag. I Vidſidh-Kvadet nævnes ogſaa disſe Raumer ſtrax efter Hronas (d. e. Indbyggerne af Hranarike, nu Bohuslen) og Deánas (uviſt hvilke). – At Glommen ved Siden af Navnet Raumelv ogſaa kaldtes med det førſte Navn, viſer Benævnelſen paa Diſtriktet Glømminge, forhen Glymheimar (d. e. Glomhjem).