Østerdalens sydligste Bygd, nemlig Álfrheimr, en Benævnelse der i og for sig tillige indeholder en Bestyrkelse paa hvad der ovenfor yttredes, at det sydligste Østerdalens Befolkning er kommen søndenfra, nemlig fra Hedemarken og Raumarike, eller at den idetmindste er nærmere beslægtet med Hedemarkens, Raumarikes og de søndenfor liggende Egnes Beboere, end med Beboerne af det Throndhjemske og nordre Østerdalen. Men finde vi saaledes virkelig Alfer ɔ: Elv-Boere, østenfor Glommen og sydefter til Gaut-Elven, saa kan der ej længer være nogen Tvivl om, at de ere det selvsamme Folk, som Plinius, efter hvad vi allerede (S. 17) have seet, kalder Hillevier, Tacitus Helveker, Ptolemæos Ælvæer. Merkeligt er Plinius’s Tillæg, at de kaldte sig selv „en anden Verden“. Dette Udtryk kan neppe betegne andet, end at de, som oprindeligt kommende nordenfra Raumsdals-Egnene, vare sig bevidste at tilhøre en anden Hovedafdeling af det germaniske Folk, end de sydøstenfra komne Gauter. Og det stemmer merkeligt nok med en Yttring af den i det 11te Aarhundrede levende tydske Historieskriver Adam af Bremen, at der for dem, der kommer fra Danmarks Øer, „aabner sig en anden Verden“ i de to store nordiske Riger Sverige (Sveonia) og Norge (Nordmannia)[1]. Raumerne, ja endog Landskabet Raumarike, nævner Jornandes udtrykkeligt, idet han blandt Skandjas Beboere omtaler Raumariciæ, og deres Navn forekommer, som det synes, allerede i Digtet om Beowulf, og det saaledes, at de synes at have boet lige ned til Kysten, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at Glommen i ældre Tider ved Siden af sit egentlige Navn kaldtes Raumelven lige til sit Udløb[2]. Sammenholde vi ellers Raumernes med Alfernes Navn, saa see vi, at hiint er selvstændigt, eller uafhængigt af Lokalforholdene, medens dette hidrører fra Egne, hvor Alferne boede, og saaledes først er antaget efterat de havde fæstet Bolig her. Alferne ere aa den Maade neppe andet end Raumer, der, efterat have nedsat sig
- ↑ Ad. Bremensis IV. c. 21. (de situ Daniæ p. 60): Transeuntibus insulas Danorum alter mundus aperitur in Sueoniam vel Nordmanniam, quæ sunt duo latissima regna aquilonis et nostro orbi adhuc fere incognita.
- ↑ I Beowulf-Digtet v. 1010–1040 og 1067–1157, forekommer en Beskrivelse over en Svømmekamp, foretagen mellem Beowulf, Sø-Gauternes Helt, og en vis Breka; de svømmede en heel Uge, heder det, indtil Bølgerne dreve dem ind til „Headoræmes“. Men denne Form, hvis Endelse viser, at den er fejlskreven, maa efter Vidsidh-Digtet v. 127 rettes til Heado-reámas, hvortil i Oldn. svarer Höð- eller Hað-Raumar, der enten betyder „de krigerske Raumer“, eller „Sø-Raumerne“. I begge Tilfælde maa Raumerne altsaa i hine Tider have boet ved Søen, i Gauternes Nabolag. I Vidsidh-Kvadet nævnes ogsaa disse Raumer strax efter Hronas (d. e. Indbyggerne af Hranarike, nu Bohuslen) og Deánas (uvist hvilke). – At Glommen ved Siden af Navnet Raumelv ogsaa kaldtes med det første Navn, viser Benævnelsen paa Distriktet Glømminge, forhen Glymheimar (d. e. Glomhjem).
