Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
75
Alfer, Elvboere.

mens Jotun, og deelte ſine Lande mellem dem, ſaaledes at Bjørn fik Raumsdal, Brand Gudbrandsdalen, og Alf Øſterdalen, hele Strækningen nordenfor Væneren (Vermeland) og fra Gautelven til Raum-Elven, hvilket alt da kaldtes Alfheime[1]. Andre Sønner af Raum fik ſiden Hadeland, Haddingjadal, Ringerike“. Her ſee vi viſtnok, at den gamle Sagnfortæller har været noget i Vilderede, iſær med Henſyn til Maaden, hvorpaa Rauma ſtaar i Forbindelſe med Logens Vasdrag, da den nemlig ej hænger umiddelbart ſammen med Vormen, men kun med Logen; vi ſee ligeledes at han har ſøgt at ſætte Vormen (Verma eller Varma) i Forbindelſe med Vermelands Navn og følgelig med Tryſil- eller Klar-Elven, ſom han kalder Øſtre-Elven. Men i Hovedſagen har han dog paa en Maade Ret, forſaavidt ſom alle de her nævnte Elve og Dalfører unegteligt ſtaa i Forbindelſe med hverandre[2] og ved at kalde alle disſe Dalfører tilſammen Alfheim i videre Forſtand, medens der fremmanes en Konge Alf ſom den førſte Konge i det egentlige Alfheime eller disſe Elvediſtrikters ſydøſtlige Deel, antyder han aabenbart ej alene et Slægtſkab mellem alle disſe Elvediſtrikters Beboere, men lader endog ane, at de have deelt ſig i to Hovedafdelinger, Raumer i den veſtligere Deel, fra Raumsdalen til Glommen, og Alfer ɔ: Elvboere, i den øſtligere Deel, fra Glommen til Gaut-Elven. Denne Benævnelſe „Alfer“ findes ogſaa paa et andet Sted udtrykkeligt anvendt om Beboerne af Landene mellem Glommen eller Raum-Elven[3], og vi gjenkjende den tillige i den ældre Form af det nuværende Ælverum,

  1. Fornaldar Sögur Norðrlanda II. S. 7.
  2. Klar-Elven og Glommen have idetmindſte ſit Udſpring i Alfheim, og Udtrykket „derfra gaar“ (þadan fellr) behøver vel heller ikke at tages ſaa bogſtaveligt, men kun i den Betydning „fra den ſamme Kant kommer“.
  3. Se Sögubrot, Cap. 10, (i Fornaldar Sögur Norðrlanda I. B. S. 387). Der ſtaar: Det er bekjendt i alle gamle Fraſagn om det Folk, ſom hed Alfer, at det var meget ſmukkere end andre Menneſker i Norden, fordi alle hans (Sigurd Rings) Moder Alfhilds Forfædre og hele hans Æt nedſtammede fra Alf den gamle, hvilke Ætter man kaldte Alfe-Ætter. Efter denne Alf fik de to Hovedaaer Navn, der ſidenefter begge hede „Elv“, den ene adſkilte hans Rige fra Gautland og kaldtes derfor Gaut-Elv; den anden løb langs det Land ſom nu heder Raumarike, og heder „Raum-Elv“. Her gjør det naturligviis intet til Sagen, at den gamle Forfatter paa ſin Tids Viis har udledet Ordet „Elv“ af Alf, og fat den i Forbindelſe med Gudelærens og Dæmonologiens „Alfer“; thi det er tydeligt nok, at det er Elvene, ſom have givet Alf ej alene Navn, men ogſaa Tilværelſe i Sagnet, ikke Elvene, ſom have faaet Navn efter Alf. Navnet er, ſom man ſeer, udledet af Rodformen Alf – ikke af den omlydte Form Elf. – Ogſaa Adam af Bremen (IV. 21) kalder den Albis, og tillægger endog at han antager den for den ſamme, Lucan omtaler (nemlig i ſin Pharsalia II, 51, hvor det heder om Albis: Fundat ab extremo Flavos aquilone Suevos), en Beſtyrkelſe mere paa hvad vi ovenfor yttrede, at Gøtaelven og Elben oftere ere blevne forvexlede.