Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
75
Alfer, Elvboere.

mens Jotun, og deelte sine Lande mellem dem, saaledes at Bjørn fik Raumsdal, Brand Gudbrandsdalen, og Alf Østerdalen, hele Strækningen nordenfor Væneren (Vermeland) og fra Gautelven til Raum-Elven, hvilket alt da kaldtes Alfheime[1]. Andre Sønner af Raum fik siden Hadeland, Haddingjadal, Ringerike“. Her see vi vistnok, at den gamle Sagnfortæller har været noget i Vilderede, især med Hensyn til Maaden, hvorpaa Rauma staar i Forbindelse med Logens Vasdrag, da den nemlig ej hænger umiddelbart sammen med Vormen, men kun med Logen; vi see ligeledes at han har søgt at sætte Vormen (Verma eller Varma) i Forbindelse med Vermelands Navn og følgelig med Trysil- eller Klar-Elven, som han kalder Østre-Elven. Men i Hovedsagen har han dog paa en Maade Ret, forsaavidt som alle de her nævnte Elve og Dalfører unegteligt staa i Forbindelse med hverandre[2] og ved at kalde alle disse Dalfører tilsammen Alfheim i videre Forstand, medens der fremmanes en Konge Alf som den første Konge i det egentlige Alfheime eller disse Elvedistrikters sydøstlige Deel, antyder han aabenbart ej alene et Slægtskab mellem alle disse Elvedistrikters Beboere, men lader endog ane, at de have deelt sig i to Hovedafdelinger, Raumer i den vestligere Deel, fra Raumsdalen til Glommen, og Alfer ɔ: Elvboere, i den østligere Deel, fra Glommen til Gaut-Elven. Denne Benævnelse „Alfer“ findes ogsaa paa et andet Sted udtrykkeligt anvendt om Beboerne af Landene mellem Glommen eller Raum-Elven[3], og vi gjenkjende den tillige i den ældre Form af det nuværende Ælverum,

  1. Fornaldar Sögur Norðrlanda II. S. 7.
  2. Klar-Elven og Glommen have idetmindste sit Udspring i Alfheim, og Udtrykket „derfra gaar“ (þadan fellr) behøver vel heller ikke at tages saa bogstaveligt, men kun i den Betydning „fra den samme Kant kommer“.
  3. Se Sögubrot, Cap. 10, (i Fornaldar Sögur Norðrlanda I. B. S. 387). Der staar: Det er bekjendt i alle gamle Frasagn om det Folk, som hed Alfer, at det var meget smukkere end andre Mennesker i Norden, fordi alle hans (Sigurd Rings) Moder Alfhilds Forfædre og hele hans Æt nedstammede fra Alf den gamle, hvilke Ætter man kaldte Alfe-Ætter. Efter denne Alf fik de to Hovedaaer Navn, der sidenefter begge hede „Elv“, den ene adskilte hans Rige fra Gautland og kaldtes derfor Gaut-Elv; den anden løb langs det Land som nu heder Raumarike, og heder „Raum-Elv“. Her gjør det naturligviis intet til Sagen, at den gamle Forfatter paa sin Tids Viis har udledet Ordet „Elv“ af Alf, og fat den i Forbindelse med Gudelærens og Dæmonologiens „Alfer“; thi det er tydeligt nok, at det er Elvene, som have givet Alf ej alene Navn, men ogsaa Tilværelse i Sagnet, ikke Elvene, som have faaet Navn efter Alf. Navnet er, som man seer, udledet af Rodformen Alf – ikke af den omlydte Form Elf. – Ogsaa Adam af Bremen (IV. 21) kalder den Albis, og tillægger endog at han antager den for den samme, Lucan omtaler (nemlig i sin Pharsalia II, 51, hvor det heder om Albis: Fundat ab extremo Flavos aquilone Suevos), en Bestyrkelse mere paa hvad vi ovenfor yttrede, at Gøtaelven og Elben oftere ere blevne forvexlede.