marken, fra hvilken det kun adskiltes ved en lav, neppe nogensinde meget sterkt skovbegroet Sandstrækning. Da man nu tillige finder, at den nordlige Deel af Østerdalen lige til Reformationen i gejstlig Henseende hørte under Throndhjems Stift, medens den sydlige laa under Hamar[1], og at Østerdalen tillige i verdslig Henseende deeltes i to Hoveddele, Østerdalen nordenfor og Østerdalen søndenfor Aamot[2], saa kan man med nogenlunde Sikkerhed slutte, at Østerdalen virkelig er bleven bebygget fra to Kanter, nordenfra og søndenfra, og at Skovstrækningerne mellem Tønset i Nord og nedre Reendalen i Syd længe adskilte de to Befolkningsstrømme og vare de sidste som opryddedes, hvis der overhoved kan være Tale om Oprydning i disse Egne, hvor Skoven endnu optager saa megen Plads.
Undersøge vi nu, hvorfra Hedemarken og overhoved Egnene omkring Mjøsen have faaet sine Beboere, da bliver den Omstændighed højst paafaldende, at medens Raumsdalen ved Lesjeskogens Vand staar i umiddelbar Forbindelse med Logens til Mjøsen nedgaaende Dalføre, og dette igjen med Raumarike, der omgiver Vormen og Glommen søndenfor Østerdalen, hentyder tillige det fælles „Raum“ i Raumsdalens og Raumarikes Navn paa at det er een Folke-Afdeling, eller de saakaldte Raumer, der har befolket dem begge. Og de samme Raumer have saaledes vel ogsaa opdyrket Hedemarken, Thoten, med de derfra opgaaende Sidedale, og overhoved hele den søndre, aabne Deel af det saakaldte Østland, Egnene om Christianiafjorden, Ringerike, Hadeland, m. m., forsaavidt disse Landskaber ikke allerede havde faaet sin Befolkning fra Gautland af. „Fundinn Noregr“ indeholder ogsaa merkelige Antydninger til, at Forestillingen om de nysnævnte Egnes Befolkning paa den nu angivne Viis virkelig maa have været herskende i Oldtiden. „Raum, Nors Søn“, heder det, „ejede Alfheime (d. e. Elve-Hjemmene, Elv-Egnene) og Besiddelser saa vide som de derfra udspringende Elve gaa“; derfra løber nemlig Logen til Mjøsen og fra denne igjen Wormen til Raum-Elven (Glommen) og denne igjen til Søen; fra Vormen løber Rauma ned gjennem Raumsdal, fra Vormen ligeledes Østre-Elven gjennem Østerdalene, og derfra igjen Gaut-Elven til Væneren og siden til Søen. „Raum“, heder det videre, „havde tre Sønner med Bergdis, Datter af Thrym, Vor-
- ↑ Østerdalen, der endnu i Midten af det 13de Aarhundrede var saa tyndt befolket, at den med Hensyn til Ledings-Udredning sattes i Forhold til Gudbrandsdalen som 5 til 16 (Hirdskraa Cap. 36), indbefattede indtil Reformationen kun tre Prestegjeld, nemlig Tyldal, Elverum og Aamot, af hvilke det, første, der indbefattede de nuværende Kvikne, Tønset og Tolgens Prestegjeld, hørte til Nidaros Stift og maaskee neppe engang regnedes til Østerdalen eller Oplandene, medens Aamot der ogsaa indbefattede Storelvedalen og Reendalen, og Elverum, der tillige indbefattede Osen, Trysil, Idre og Serna, hørte til Hamars Stift, og rimeligen udgjorde de egentlige Øster-Dale.
- ↑ Nyere Eidsivathingslov Thingfareb. 1.
