Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/96

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

af tanken om to magter, som balanserer hinanden. Som man ser: veiene kan være forskjellige.

 Schweigaard har som sagt ikke saa sjelden været en modstand, der skulde overvindes, men alt i alt en modstand, der var heldig, fordi enhver sag, der kom under hans behandling, altid blev omhyggelig sigtet. Er teorien rigtig om de to kjæmpende elementer i et folk, der nødvendig udfylder hinanden, saa har Schweigaard været en ideal repræsentant for det konservative.

 Hans konservatisme var efter 1848—1850 en tid i sterkt tiltagende. Begivenhederne ude i Europa havde chokeret ham, fyldt ham med ængstelse. Det er dog med en vis forundring, man ser en mand som Schweigaard tabe sin naturlige holdning ligeoverfor et relativt saa ufarligt fænomen som arbeiderbevægelsen omkring 1850. Og hans omhu for kongemagtens rettigheder gaar lovlig vidt, naar han f. eks. i 1857, tilhørende en minoritet paa 4 stemmer, søger at fastslaa, at der krævedes kongelig approbation, naar stortinget vilde nedsætte en kommission.

 Vanskeligst var hans stilling i unionsspørgsmaalet. Hans skepsis bevirkede, at han ikke vurderede vort folks evne til at staa paa egne ben særlig høit. Han anbefalede altid en varsom politik ligeoverfor Sverige, samtidig med, at han, selvfølgelig, vilde værne om sit lands ære. Han var ængstelig for, at vi skulde stille større krav,