Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/97

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


end vi kunde gjennemføre, og han saa i unionen en naturlig betryggelse. Deraf en vis opportunisme. Saaledes er Schweigaards dobbelthed: i den materielle kultur en fremskridtsmand, en banebryder, — i den intellektuelle, i politik og litteratur, den bevarende, den tilbageholdende.

 Hans sjelden renlinjede karakter og hans klare virkelighedssans har sat præget paa hans lange og hæderfulde arbeide. Ingen har virket dybere end han paa vort politiske livs moral. Ingen har som han, realiteternes store apostel, stillet høiere, mere ideale krav til personligheden. Ingen aristokrat har været oprigtigere interesseret for smaafolks velvære. Ingen konservativ mand dybere gjennemtrængt af humanitet.

— — —


Saa vigtig en mission Schweigaard havde i vort folk, kom hans auktoritet en tid til at bevirke en vis stagnation. Hans stille indflydelse var i Kristiania i 50-aarene saa stor, at den ikke bare blev gavnlig. Omkring Schweigaard leirede der sig et seigt bureaukrati, som havde lidet af hans værdifuldeste egenskaber, men som med begjærlighed greb hans materialisme, og som spradede med hans skepsis. Det var dette bureaukrati, der i en aarrække bestemte tonen. Det ene vidnesbyrd efter det andet fortæller, hvor tung og lav luften dengang laa over Kristiania, hvor «kvælende prosaisk». «Aanden» i hovedstaden var reaktionær. Den dannede forsaavidt ingen undtagelse: der gik om-