Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/95

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


lige og reelle fordele. Det vilde være nyttigt for vore forfattere, om de kunde betragte baade Norge o g Danmark som sit aandelige hjem. De burde ikke slaa vrag paa det ulige større danske marked.

 I vor intellektuelle kultur har Schweigaard virket kontrollerende, luttrende, undertiden som en gavnlig modvægt, undertiden som en hindring. Han var, i politiken og i vort aandsliv forøvrigt, den, der stedse vilde bevare de vundne resultater, det, vi nu engang havde. Han frygtede alt, som gik i det blaa. Derfor var han ængstelig for at forrykke magtstillingen mellem konge og storting. Derfor var han glad ved at kunne holde paa, hvad vi havde arvet fra dansketiden. Det var farligt at gi slip paa gamle værdier, før de nye var forhaanden. Han kunde glemme, at det altid er paa de gamle værdiers bekostning, at de nye udvikler sig.

 Der var ingen teoretiseren i Schweigaards konservatisme. I sin filosofi var han som bekjendt den bestemte modsætning til sin politiske meningsfælle professor Monrad. Monrad kommer til det konstitutionelle monarkis nødvendighed ad de bekjendte trappetrin i den Hegelske logik, ganske paa samme maade som han f. eks. kom til nødvendigheden af en guddommelig treenighed. Schweigaard mente af samtidens erfaringer at kunne hente et induktivt bevis for det samme monarkis hensigtsmæssighed. Hans nykterhed følte sig tiltalt