forlanger overalt bevis. Han anerkjender intet almengyldigt ideal. Han indtager et skiftende standpunkt til de politiske «programsager», og selv der, hvor hans fordomsfrihed hævede ham høit over tingets flertal, kunde han af foreløbige hensyn gaa sammen med de bornerede. Han regnede hver gang med situationen, med virkningen af en gjennemførelse i øieblikket.
Paa ét omraade var han radikal. Man har forundret sig over, at han, den konservative, var tilhænger af den mest ubetingede næringsfrihed, den dristigste forsvarer af den frie konkurrence, den økonomiske selvbestemmelsesret. Men den frie konkurrence var efter hans mening for vore næringsveie fremskridtets vei, og ligeoverfor det hensyn gjorde han vanskelig noget afslag, naar ikke humane betragtninger, som i husmandsloven, syntes ham at veie endnu mere. Her var han ikke bange for saa raske reformer, at hans modstander af det liberale parti, L. K. Daa, der selv var en ven af en udstrakt næringsfrihed, dog veg tilbage. Og paa enkelte omraader, saaledes naar det gjaldt statens forhold til vore skoge, har visselig ogsaa hans teorier om den frie private konkurrence været skjebnesvanger for landets økonomi.
Schweigaards ræsonnement i den bekjendte artikel i «Vidar»: «Om den litterære antidanskhed» — er saare karakteristisk for hans praktiske aand. Han procederer der paa det større samfunds aande-
