Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


en glødende interesse for alt, hvad der heder trykkefrihed, pressefrihed osv. Man maa erindre, at den danske reformbevægelse omkring 1790 i selve trykkefriheden saa en kautel næsten af samme betydning som det, vi nu finder i en repræsentativ forfatning. Paa den ene side har denne opfatning vist sig at være sangvinsk: man tvinger ikke en regjering bare med ord, — paa den anden side har man dengang virkelig anet pressen som den vordende stormagt. Henrik Wergelands standpunkt ligger ikke saa fjernt herfra. Hans politiske reformvenlighed begrænses desuden af hans respekt for grundloven: ligeoverfor denne var han som mange af datidens liberale meget konservativ, det var bedst at bevare grundloven som den var, begyndte man at røre ved den, kunde forandringerne lige let medføre tilbagegang som fremskridt.

 Henrik Wergeland har virket vækkende paa det store folk, samtidig med at hans ord har git mange af de mænd, der senere tog ledelsen i vor kulturkamp, lykkelige impulser. Han efterlod sig imidlertid ingen kreds af venner og meningsfæller, som direkte kunde ta hans arbeide op. Der var ingen gruppe samlet om ham, end sige noget parti. Den af hans venner, som han politisk maaske kunde arbeidet bedst sammen med, Ludv. Kr. Daa, var kommet til at staa ham fjernt. Men kanske dette, at Henrik Wergeland ingen partimand var, alligevel har gjort hans mindes magt større. Han staar