nu i alle samfundslag som den store lyse bannerfører for humanitetens sag i vort land.
Lige saa lidt som Welhaven kan Wergeland sies at være den, der har brudt nye nationale veie i vor litteratur. Han vedblev al sin tid at være en kosmopolitisk aand. Han elskede vort folk, men denne kjærlighed var af almenmenneskelig art, det var oplysningstidens store menneskevenlighed, trangen til at udbrede lykke, forbedre, missionere. Han elskede vort land, fordi det var vort, og fordi det var vakkert. Her havde han mødt foraaret, her var han blit digter. Men der er dog tider, hvor han ønsker sig et større samfund, rigere forhold. Lidt naivt forhører han sig hos Ridderstad, om det vilde være vanskeligt at akklimatisere sig i Sverige. Han har intet skarpt øie for det særlig norske, i humør og rytme. Han bekjender til Fredrika Bremer selv aabent sin uvidenhed om en mulig forekommende folkepoesi i Norge. Hans digtning har ikke den mere specielle opgave at «afspeile folkets liv, saaledes som dette efter fysiske og historiske betingelser er til». Han søgte og han fandt det vakre overalt. Hvor han vil anslaa «nationale toner», er han ikke altid heldig. Vi mindes da mer end én gang om det 18de aarhundrede, drikkebordets og prækestolens retorik, Nordal Bruns harpe. Gudbrand Seiglestad er slig en nationaldragt uden menneskeligt indhold. Det var paa en anden maade, Wergeland
