Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


verden, forhen som hærbevægere og kongernes lærere, nu som ideanførere og folkenes lærere. — — De stod i spidsen for sin tid. De levede i sfærer, deres tid ikke gjennemskar, og deres qvad var forjettelser.»

 Saa høitflyvende som Wergelands betegnelse af skaldens opgave er, viste han sig i gjennemførelsen af sine meninger, i sin virksomhed som norsk kulturfører, praktisk og omsigtsfuld. Han var utrættelig, ikke blot for at oplyse den norske bonde og den norske arbeider, men ogsaa for at forbedre hans økonomi. Han forstod meget godt forholdet mellem materiel og intellektuel kultur: det var alene paa et bedre økonomisk grundlag, at reformerne kunde bygges. Han er paa en maade starteren af det saakaldte sociale arbeide her i Norge, hvis merkeligste repræsentant efter Wergeland var Eilert Sundt. Som de fleste ivrige folkeopdragere var han ikke ængstelig for at anvende tvang. Hans individualisme krydses nu og da af hans pædagogiske nidkjærhed. Han foregriber forsaavidt en bevægelse, som netop i vor tid sætter merke i vor lovgivning. Der er hos Wergeland ikke sjelden en gjenklang af socialistiske anskuelser: han ønsker en ganske stor myndighed hos statsmagten ligeoverfor individet. Hans frihedsbegreb er endnu ikke lidet bundet af det 18de aarhundredes forestillinger. Han har navnlig en voldsom tillid til virkningerne af oplysning og derfor ogsaa