Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


han ogsaa virke for den interesse, der fyldte hans liv: kunsten. Saa stor poet som Wergeland var, kom kunsten ofte for ham i anden række. I de lag, hvor han vilde bryde vei for en norsk kultur, var der meget andet at gjøre, før man kunde ofre nogen større tid paa kunsten. Wergeland forstod nok, at kunsten ingen luksus var, at den er en af de hovedfaktorer, der skaber et folk, gir folket et ansigt, men han var saa optaget af sin kulturmission i de brede lag, at han ialfald en tid stillede kunstens opgave derefter. Opgaven var af halvt profetisk, halvt borgerlig nyttegjørende art. Betegnende er, hvad han skriver om «den unge svenske skald Ridderstad» («Morgenbl.» 7de, 8de jan. 1834). Det heder her bl. a.: «Den danske skjønlitteratur — — — er en sofalitteratur; og maaske der — paa sofaerne — findes dens publikum. Moro er dog ingen poesies ensidige hensigt og har aldrig været den virkeliges, alt længe før Horaz fremsatte dens «at gavne» som dens første. Vor oldtids skjalde qvad vel i den lune gjæstesal, men Thormodur sang paa Stiklestad, før kampen gik an, det gamle Bjarkemaal, — og Sighvat sang Magnus tilrette for hans politiske forfølgelser — —. Ikke døgenichtes moro eller alene kirke- eller fabelmoralen satte de sande digtere sig som meed. De indelukkede ikke sine sjæle i gemakkerne. Verdensmoralen var dem anvist, og de søgte sin plads i