han langt mindre stilsans. Hvis man, som Welhaven gjorde, anvender smagen som kulturmaalestok, er det let i detaljen at kritisere Wergelands kultur: her er han saare usikker. Men saa staar han desto sikrere for en anden maalestok. Som faa i vort land har Wergeland været en forkjæmper for humaniteten. Det gjaldt for ham at berige sig af fremmede kulturer og at lade denne berigelse komme hans eget folk til gode. Det gjaldt for ham at forstaa alt menneskeligt. Men det gjaldt fremfor alt at bringe frem det værdifulde e i det norske folk og at udvikle det. Henrik Wergelands kultur var af praktisk art. Han forstod til fulde, at kultur var en virksomhed, og han anlagde denne virksomhed saa bredt som muligt. Welhaven var æstetiker og henvendte sig til et udvalgt auditorium, Wergeland var folkeopdrager og talte i fri luft. Ingen mand og ingen sag var Wergeland for ringe, naar han kunde rydde en tomme jord for norsk kultur. Nogen klar og bevidst plan har han neppe havt, men det ser ud, som han har tænkt sig at kunne civilisere nedenfra, gjøre folket umiddelbart delagtigt i kulturen, han har anseet al dannelse for at være af det gode. Faren ved at sprede dannelsen brudstykkevis har neppe nogensinde staaet tydelig for ham. Welhaven, der var mere skeptisk og mindre dristig, vilde civiliserere ovenfra: udbrede dannelse blandt de saakaldte dannede. Her kunde
