Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/454

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


faaet et alvorligt og bestemt udtryk i lovgivningen: den enkelte skogeiers herredømme over sin eiendom er relativt, det er begrænset af de hensigtsmæssighedshensyn, staten finder paakrævede, og det er i disse lande i praksis sterkt begrænset. Hos os var professor Brandts lære den, at en mand kunde svie sin skog af, om det morede ham, bare han ikke derved bragte andres i fare. Vi er ny paa vei til at sætte grænser for denne barbariske form for eiendomsret. Vistnok kan der reises tvil, om ikke «værnskogsloven» staar i strid med vor grundlov, men hidtil er intet forsøg gjort for at modvirke den, og skulde det ske, maa der sørges for, at det blir grundloven, der forandres. Hidtil har vi værnskogsvedtægter for 57 og almindeligeskogvedtægter for 27 herreder. Skogvedtægterne er fortrinsvis indført i Akershus, Hedemarkens, Kristians og Nordre Trondhjems amter. Men den tid er kanske ikke fjern, da en almindelig gjennemførelse af saadanne vedtægter fremmes ved lov. Og saasandt det er kriteriet for en civiliseret nation, at den ikke barbarisk ødelægger sine herligheder, er en saadan lov paakrævet ogsaa hos os.

En anden herlighed, jagten, opnaaede ved vor nye jagtlov, saa mangelfuld den var, dog bedre betingelser end tidligere. I det øieblik, man fastslog eierens eneret, var muligheden tilstede for en rationel pleie af vor vildtbestand. Hvad der