kaldte nationale herligheder: skogene, elvene, vildtet, fiskerierne. Opfatningen af det offentliges stilling til disse rigdomme, dets ret og dets pligt til at kontrollere den enkelte, er særdeles oplysende for et folks dannelsestrin. Hvordan staar det her til hos os?
Lad os først ta skogen.
20de juli 1893 fik vi den saakaldte «værnskogslov». Ved værnskog forstaar loven «skog, der skjønnes at tjene til værn mod sneskred, stenskred, elvebrud eller sandflugt eller til særlig beskyttelse for anden skog eller for bebygget land, videre grænseskog og fjeldskog, som paa grund af sin beliggenhed op imod høifjeldet, ud imod havet eller høit mod nord har saa liden veksterlighed, at den skjønnes at ville lægges øde, om den mishandles eller forhugges». Efter forslag af skogstyret skal amtstinget bestemme, om og i hvilke herreder vedtægter til værnskogens bevarelse skal fastsættes.
Saa udmerket, som denne bestemmelse i og for sig er, har den dog langt mindre rækkevidde end en paragraf i lovens slutning, der kan faa ganske radikale konsekvenser. Her siges det nemlig, at «formæænd og repræsentanter kan, ved beslutning stadfæstet af kongen, for kommunen fastsætte vedtægter mod skogenes ødelæggelse». Derved er man inde paa den tankegang, der f. eks. i Tyskland og Danmark har
