fremskudt rolle, og et eiendommeligt skjønhedsbegreb, som vore kunstnere hurtig gjorde sig fortrolige med.
Mens man søgte at udbytte de nationale traditioner i nynorsk kultur, reiste der sig en sprogkamp mellem «landsmaalets» og dansk-norskens tilhængere. Kampen kommer sikkert til at vare længe, men hvad saa resultatet blir, og hvilke værdier der end maatte spildes, hvis maalmændene virkelig i det væsentlige blev de seirende, er der dog neppe grund til at antage, at vor kultur her løber nogen alvorlig fare. Dens udvikling kan bli lige lykkelig, hvordan kampen saa falder ud. Der er andre farer, som er mere at frygte. Der er andre særegenheder ved den norske bonde, som kan vække større bekymringer for fremtiden end hans sprog.
Ligeledes synes det at være klart, at den norske kulturs nationale eiendommelighed er lige sikkert fastslaaet, om maalmændene, der betragter sig som de fortrinsvis «nationale », skulde trække det korteste straa. Den sum af kulturværdier, vi fra forskjellige hold har samlet, har faaet et saa bestemt norsk nationalt præg, at det vil bli af underordnet betydning, om fremtidens sprogform kommer til at nærme sig mest til dansken eller til oldnorsken.
Ved siden af den litterære kulturbevægelse i national retning har der gaaet en social og
