«gemene« forræderier, der begaaes for penge — vilde noget sligt være tænkeligt i et ældre, befæstet kultursamfund?
— — —
Aandelig selvstændigt var Norge naturligvis ikke, da det i 1814 politisk set blev sin egen herre. Aandelig selvstændigt blev det først derved, at vi opdagede en national arv, der var gjemt og glemt som en gammel skat. Den blev gravet frem, og dens metal blev gjort til gangbar mynt. En menneskealder af Norges udvikling i nutiden (184O—1870) har faaet sin karakter af mødet mellem det fortidens Norge, som endnu levede i bygdernes traditioner, og de unge kræfter, som — tildels under indflydelse af en større germansk bevægelse — saa sin opgave i at gjenskabe en selvstændig norsk kultur. Vor poetiske og vor historiske ældre litteratur, der ikke havde været glemt, fik forbund med en folkedigtning, der havde ført et skjult liv i aarhundreder og nu blev følt som det aandelige mellemled med fortiden. Samtidig konstateredes der, baade at der fandtes et norsk folkesprog, rigtignok splittet i dialekter, men dog tydelig sammenhængende med oldnorsken, og at den norske bonde saa langt fra var uden kultur, at han tværtimod havde sikre kulturtraditioner, bevarede og udviklede gjennem aarhundreder, et klart æresbegreb, hvor rigtignok det formelle, bygdens gode skik og sed, kravet til decor, spillede en lidt for
