politisk, som — hvor meget der end er opnaaet — dog ikke i sin helhed har havt det samme lykkelige forløb.
Det var, som ovenfor nævnt, embedsstanden, der i de første aartier efter 1814 fortrinsvis stod vagt om vor selvstændighed. Først i 30-aarene begyndte bønderne at gjøre sig sterkere politisk gjældende. Der dannede sig derefter nye fraktioneri kulturkampen. Vi møder i det følgende tidsrum, fra midten af aarhundredet, et bondeparti, der forfægtede bøndernes særinteresser, et bureaukrati, der tildels svigtede den gamle embedsstands nationale traditioner, og endelig en ikke partibunden gruppe af frisindede mænd, der med sine mangengang sterkt afvigende eller endog stridende anskuelser havde det tilfælles, at de repræsenterede de moderne europæiske tanker samtidig med, at de var dybt interesserede for vor nationale kultur. Sine sterkeste impulser udenfra fik disse delvis fra Frankrige, delvis — og især — fra England. Den engelske indflydelse havde allerede gjort sig sterkt gjældende hos Henr. Wergeland. Den var overveiende hos Ludv. Kr. Daa. Den nye politiske oppositions førere — som f. eks. Sverdrup og Richter — var grebne af engelske ideer. Hos periodens politiske historiker, som just i 60-tiaarene fik sin aandelige opdragelse, J. E. Sars, er det paafaldende, hvor hans tankegang dengang har modtaget engelske indtryk.
