Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


altid reel bund i hans følelse. Paa ét punkt ligner nordmænd og svensker hinanden paafaldende og danner tilsammen en afgjørende modsætning til danskerne: de er begge flot anlagte, de er ved hver anledning tilbøielige til at «byde paa en ting», og de reiser gjerne som rige folk, hvor fattige de end er hjemme.

Selv om nordmanden er mere kritisk anlagt, mere nyktern end svensken, har han meget af den samme eventyrlyst. Der er hos næsten alle store nordmænd gjemt en gylden draabe galskab, noget af en besat opdagelsesreisende, enten de nu gaar paa opdagelser i tankens eller i virkelighedens verden. Der er en trang til at stige mod de lyse tinder, som forekommer vore brødre danskerne uvittig, men som svenskerne forstaar udmerket, fordi de kjender den saa inderlig godt fra sig selv. I digtningen var Wergeland en saadan tindebestiger, ikke just altid heldig. Men fremfor alt kommer man her til at tænke paa Ibsen. Den kritiske aand i vort land, den realistiske kontrol, der har dannet en sund modvegt i vor udvikling, repræsenteres af ingen bedre end af Schweigaard. I vor politiske historie er modsætningen interessant og paafaldende. Der staar de store samfundsreformers, de lysende teoriers mænd, med Johan Sverdrup i spidsen, skarpt mod realisterne: Schweigaard, Stang, Dunker.

Naar man taler om norsk folkekarakter, saa