Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Vor kritiske evne er sterkere i det daglige liv end i storpolitiken: Et kjendetegn for den virkelig dannede nordmand er hans uvilje mod al uegte glans. Der findes ogsaa i vort land unatur og snobberi, men der er faa steder, hvor denslags foreteelser har saa vanskelig for at trives i fred som i Norge. Det virker latterligt paa os, og det udfordrer vor noget grovt anlagte ironi. Det, som for os fortoner sig mest fremmed hos svenskerne, er dels deres store gester, dels deres politesse. Den sidste, der er en nedarvet social form, opfatter nordmændene, der selv ynder en lidt brysk ligefremhed, som et usmageligt smigreri og ovenikjøbet ofte, fordi høfligheden er ganske uden reelt indhold, som falskhed. Naar en jevn nordmand har siddet en aften sammen med en svenske og pokuleret med ham og paa svenskens opfordring drukket dus med ham og modtaget og git fortrolighed, saa indbilder han sig mangengang, at svensken og han næste dag skal mødes som forholdsvis nære bekjendte. Det er en fuldstændig misforstaaelse. Venskaber for én aften er for svensken en ganske naturlig ting. Han liker at ha det «trefligt», han er i besiddelse af den bøielighed og elskværdighed, som hjælper ham til hurtige bekjendtskaber, men forudsætningen er for ham: ingen forbindtlighed. Nordmanden har meget vanskeligere for at slutte sig til fremmede, men har han først engang faaet tillid til en ny bekjendt, er der