Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


livsvilkaar, magt og pragt og nedarvet forfinelse mod den usleste uselvstændighed og uvidenhed, har git den svenske digtning en sælsom klang; dithyramben og dødshymnen, lovsangen over livet og gravklokkerne blander sin røst, undertiden paa en forunderlig fuldtonende, undertiden paa en bizar, oprevet, angstfyldt maade. Hos Bellmann, Lidner, Stagnelius, Tegnér, Almqvist — hos alle de merkeligste skikkelser i svensk poesi møder man denne dobbelthed.

— Heidenstamm vil se en selvironi i svenskernes «bugande» væsen. Skulde der her foreligge nogen ironi, saa maatte det være ligeoverfor den naive sjæl, som i det «bugande» væsen saa andet end en form, opelsket i svenske herskabshuse, et halvasiatisk fænomen — for herskabets eget vedkommende alene en maske, et daarlig dulgt hovmod. Ironi er i det hele taget et udtryk for en aandsvirksomhed, hvortil svenskerne synes at være uskikkede.

Fantasi, følsomhed og formalisme er efter Heidenstamms mening de vigtigste træk i det svenske folkelynne, saaledes som det har aabenbaret sig i litteraturen. Hvad der ofte virker forvildende, naar man vil trænge ind til kjernen, er den smag for alt fremmed, hvoraf svenskerne fra gammelt har ladet sig lede. Den bidrager sterkt til at gjøre helhedsindtrykket broget og usikkert. Med al sin selvfølelse er svenskerne mindre selvstændige end vi.