— — —
Historisk set, — hvilken helt forskjellig udvikling har ikke svenskerne og nordmændene gjennemgaaet! Den lange magre tid, hvor vi sendte vor skat til Danmark og afgav hjælpetropper til danske krige, har hos os opelsket endel egenskaber, som ingenlunde alle er af det gode. Smaalighed ikke, hvis man henser til folket som helhed, men mistænksomhed og en vis saar forfængelighed, en trang til at staa paa vor hyppig antastede ret. Samtidig en sterk realisme, en uvilje mod alle uegte værdier, en kritisk vurderingsevne. Vi er blit narret saa ofte, at vi ikke vil narres oftere. Men under det kritisk nykterne en vældig livstrang, en opdæmmet trang til at leve vort eget liv. Livstrangen forbundet med en urokkelig selvfølelse.
Vi foregreb i sin tid dette med vor selvstændige norskhed, vi drog veksler paa fremtiden. Da vi tog vor egen jord i besiddelse, vilde vi straks nyde frugterne. I mangel af virkelige værdier lavede vi dem i vor fantasi. Saaledes fremkom Peer Gynt-typen. Men under dette fantasiliv, der udadtil, i de praktiske forhold, skabte megen løshed og mange fraser, har vi dog arbeidet os frem til at kunne omsætte vor livstrang i handling. I 1832 sa Schweigaard de bekjendte ord: «Ikke over, hvad vi ere, men over, hvad vi kunne vorde, skulle vi være stolte.»
