I de spørgsmaal, hvor svenskerne og vi har tørnet sammen, har de oven berørte eiendommeligheder ved svenske traditioner og sociale forhold været afgjørende.
Men det vilde som sagt være ganske uretfærdigt at dømme nationen som helhed efter dens svagheder. Allermindst vilde det være rimeligt at danne sin mening efter den ydre politiske façade.
«Sådant svenskarnes lynne gestaltat sig, är det Skandinaviens rikaste och intressantaste — ehuru underskattadt af grannfolken och förnekadt af sin egen tunga.» Saa slutter Heidenstamm sin studie. Selv om man ikke er enig heri, kan ingen, der har nogenledes kjendskab til svensk aandsliv, undgaa at imponeres af dets rigdom og originalitet. Mod den snart dystre, snart lysende historiske baggrund spiller det svenske folkelynne i en regnbue af straalende farvebrydninger. Det har en større skala af følelser og lidenskaber end naboernes. Det er voldsommere i dur, det er blødere i mol. En mand har hele regnbuen i sin poesi, Nordens største lyriker, Gustaf Fröding. Det dystre, steile, fandenivoldske, den mørke afgrund i svensk folkekarakter brydes i et digt som «Jäger Malms hustruer» mod en tone af usigeligt vemod. Saa store linjer og saa ren, saa forklaret en form som den svenske lyriks mestere har ingen af vore. Det er, som om de sterke modsætninger i svensk historie, triumfen og faldet, og modsætningerne i
