langt dybere art. Det er en lykke og en fare for et folk at ha minder som svenskerne, minder, som de med rette er stolte af. Der ligger heri den samme spore som for en mand, der har et ærefuldt navn at bære. Hans adelige forpligtelse beskytter ham, men falder han først, falder han gjerne dybere, end ellers vilde være tilfældet. Det er ogsaa tungt at arve et stort navn, fordi man da gjerne tror, at verden venter mere, end den venter af andre. Det gir en fristelse til at leve over evne eller at vove over evne.
Paa en tid, da det norske folk førte en beskeden, ja trykket tilværelse som den ringere part i foreningen med Danmark, var svenskerne med i den europæiske storpolitik. Omkring 1660 var Østersjøen et svensk indlandshav. Og i vest havde svenskerne erobret 6 store provinser fra sine skandinaviske naboer. Nidaros, det gamle norske kongesæde, var et øieblik svensk besiddelse. De sad i Nordens centrum, som Nordens herrer.
Denne herlighed varede ikke længe, det er sandt, den gik i jorden med Karl XII.
I to menneskealdre var Sverige europæisk stormagt. Ved freden til Brømsebro (1645) var dets magtstilling fastslaaet, ved freden til Nystad (1721) var den forbi. Men erindringen sidder dybt gjemt i alle svenske hjerter. Længe efter lever svenskerne i en historisk eventyrverden, der ofte hindrer dem i at se virkeligheden, som den er.
