Heidenstamm, der selv i sit storslagne verk, «Karolinerne», har malet det drømmebillede, der brast, tillægger de to menneskealdre en væsentlig indflydelse paa den svenske aands «odling» : «Den svenska nationen liknar en vidtberest gammal världsman, hvilken varit med om allt og pröfvat allt. Han har mätt djupen i politikens orena flöden. Han har förbluffat Vatikanen med sina hermelinar och silfverbjällror samt Versailles med sina älghudshandskar och kragstöflar. Han har ätit nådebröd hos sultanen och bjudit tyska borgare på springbrunnar af vin.» Uden at være sig dette helt selvbevidst gir Heidenstamm en glimrende kommentar til den svenske nationalkryhed. Ridderligheden, æren, glansen, skinnet, forfængeligheden — er den svenske aands devise. For svenskerne siger det mindre, at deres stilling er indvendig krank, naar den er udvendig blank. De har en samling af gyldne og sølverne navne som ingen anden nation i verden, navne, der synes lavede for falske veksler.
En virkelig fornem svensk mand er en stoltere og mere sympatisk skikkelse end kanske nogen anden gentlemanstype i verden.
Men en hulere broder end hans karikatur findes der ikke.
Sammenhængende med Sveriges fordums storhed er en anden foreteelse, der særlig har bidraget til at forme den svenske nationalkarakter.
