folk. Den sammenligning mellem norsk og svensk folkeeiendommelighed, som den senere tids merkelige begivenheder uvilkaarlig fremtvinger, kan i flere henseender ogsaa lede til, at vi forstaar os selv og hele vor udvikling bedre.
Det udtryk, svenskernes misfornøielse med unionens opløsning eller, som de selv ynder at betegne det, formen for unionens opløsning, har faaet, vakte til en begyndelse i Norge stor forbauselse. Havde vi virkelig saa lidet forstaaet svenskerne? Og havde de kjendt os saa daarlig! Hvad har de egentlig anset os for?
Om en fornem svensk patron blir fortørnet paa en utro arbeidsmand, hænder det nok, at han uden de vanlige selskabelige omsvøb lader ham merke sin mening. Det hænder, at han bruger udtryk saa djerve, at arbeideren i sin egen skatkiste af skjeldsord neppe vilde fundet dem saftigere. Det er just denne aabenbarelse af en svensk patron, vi nylig har mødt.
Naturligvis har det været af stor betydning, at man i Norge og i Sverige har levet paa to forskjellige overleveringer om 1814. Det store flertal af svenskerne har ikke alene havt en anden opfatning af vor stilling i unionen end den, vi havde, men dette flertal har endog i det væsentlige været uvidende om vor opfatning.
Og dog er ikke det tilstrækkeligt til at forklare den voldsomme følelse af fremmedhed, som i denne
