har været tilfældet med endel af de større handelsfamilier, ogsaa af fremmed blod, som bosatte sig i landet. Her havde især visse slegter af engelsk oprindelse en ikke ringe fortjeneste, ligesom idet hele taget forbindelsen med England, navnlig i det 18de aarhundrede, havde stor betydning baade materielt og aandelig. Denne forbindelse var medvirkende til, at tyskheden ikke fik den magt i Norge som i Danmark. Saa maa det huskes, at fransk kultur, lige fra Ludvig XIV til Napoleon, overalt i Europa dannede en ingrediens i de høiere klassers dannelse. I Sverige var den særlig fremtrædende, hos os dog meget mindre.
Lidt efter lidt kom de fremmede slegter til at slaa rod i landet, og ved det 19de aarhundredes begyndelse havde der i Norge udviklet sig en embedsstand, der til trods for sin forskjelligartede oprindelse for en stor del følte sig som norsk, satte pris paa sine norske traditioner og var rede til at værne om landets interesser. Det var denne klasse i vort samfund, som vi først og fremst kan takke for, at Norge i 1814 blev et selvstændigt rige, det var ogsaa den, som i de følgende aartier værgede den vundne selvstændighed mod farlige overgreb.
— — —
Den sidste afgjørende konflikt mellem Norge og Sverige i 1905 har kastet et eiendommeligt lys over den forskjellige karakter hos de to landes
