delse af den hele lovstiftende suverænitet, efterat storthinget i 1842 har besluttet brændevinsbrændingens ophør, og storthinget i 1845 har besluttet en lov om at folket skulde udkaare politibetjentene paa landet..»
Dette Daas udbrud maa vel tages med forbehold. At han dog ikke nærede nogen afgjort mistillid til det norske folks evne til selvstyre, viser hans forsvar for decentralisationen:
«Den mærkværdige indsigt og kjærlighed, hvormed det hele folk har omfattet formandskabsindstiftelsen, hvorved den er bleven næsten lige vigtig som selve statsformen, viser, at her har folket fundet sin naturligste politiske troesbekjendelse. Endskjønt den idé, som «Blikket» (P. J. Homanns flyveskrift) tillægger bondepartiet, at dele Norge i 400 republiker, regjerede af formandskaber, vistnok er ufornuftig og skadelig, er den dog langt mere national end den modeidé, som er denne rak modsat, nemlig at gjøre Kristiania til Paris (!) og vor regjering til franske ministerier (!).»
Saa berettiget som det selvstyre, man oprindelig tildelte bygderne, end kunde være, har det dog været bygdekommunernes voksende magt, der har ført udviklingen i vort land i en retning, «rak modsat» Daas politiske grundanskuelse.
Denne har han udtrykt saaledes:
«Den gamle norske bonde, hvem vore skjalde og sagamænd fremstillede som ideal, var en selv-
