agt, hvormed de mødte dem. Denne selskabelige adskillelse, der staar i den mest skjærende modsætning til tidsalderens udjævnende ideer, som til vor konstitution, berøver de to afdelinger af nationen mange af de fordele, de kunde yde hinanden.»
Er Daa misfornøiet med bureaukratiet, er han det ikke mindre med «radikalismen». Han dadler de forsøg, man paa stortinget i 1845 gjorde for at ramme regjeringen mere føleligt. Planen om at lave en mistillidsadresse, der skulde fremkalde en «minister-forandring», fremsat af Løberg, understøttet af Ueland, Fauchald og Stabell, ansaa han for hensigtsløs, og rigsretsaktionen mod Vogt for farlig, da den nemt kunde «skilt os med vore dyrebareste rettigheder». Han har en kraftig mistillid til repræsentanter, der tilraader rigsretssøgsmaal om tvilsomme sager «for at faa bragt dem paa det rene». Endnu mere uvilje har han mod «avisskriveren», som «taler den offentlige mening efter munden», som «altid holder sig paa den stærkeste side, og ligervis som skibsrotterne forlade den synkende skude». Her er det tydeligvis partigjængeren Stabell„ han tænker paa.
Daas samlede indtryk af de sidste storting er dette: «Jeg antager, at intet menneske i Norges land (!) nu vil paastaa, at folket er modent til at udøve det engelske parlaments republikanske myndighed, nemlig at regjeringen sanktionerer alle Storthingets beslutninger, og erkjender det i besid-
