Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/179

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
165
Kulturførere i norsk aandsliv.

stændig mand, der følte sit eget værd, og vilde have det respekteret. Han vilde, efter det engelske ordsprog, have sit hus betragtet som sin borg, hvori han kunde gjøre alt, hvad der ikke var hans medborgere til skade. Fra denne mere aristokratiske aand, hvor personen selv betyder noget, udgaar det rigtige begreb om frihed, der bestaar i at fordre visse bestemte rettigheder for den enkelte borger eller det særskilte menneske. Anderledes er det derimod, naar under alles fuldkomne lighed individet ikke selv betyder nogen ting, naar enhver betragter sig kun som et medlem af en stor masse. Her opstaar ikke ideen om individuelle rettigheder. Men her fødes derimod et andet begreb, som kun den med historie og filosofi ubekjendte kan forvexle dermed, nemlig majoritetens herredømme.» «Uagtet det er en meget almindelig begrebforvexling at forestille sig enhver demokratisk forfatning som liberal, lærer dog historien, at det er en af de groveste vildfarelser.» «Det er ved historiens uimodsigelige vidnesbyrd godtgjort, at der ikke sjelden under paaskydelse af denne idé (at frihed og majoritetsherredømme er ét) har været udøvet et grummere og mere barbarisk tyranni, end nogen kristelig enehersker har villet og vovet. Den frihed, der ikke som en herskende og underkuende trods, men som en beskyttende og retfærdig grundsætning fortjener gode og forstandige menneskers kjærlighed, er alene den i Englands