Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/161

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


lighedsfølelse imod den gamle, af vor unge litteratur fortjente (?) mand, at han staggede sin kaadhed fra udbrud imod hans person? Det vilde i sandhed være en skam, hvis ikke pressen tog sig lidt af de junkeres opdragelse, som ministeriet sætter paa kathederne, dersom de i svimmelhed paa høiden taler over sig! —»

Ligeoverfor en gammel kampbroder, Henrik Wergeland, var Daa, da det kom til brud, om muligt endnu bidskere end mod sine modstandere af det unge høire. Den lange og pinlige feide har her ingen interesse, men afslutningen viser, at den «vidtbekjendte, bidske, nidske, hadske, barske, ondskabsfulde, traa og hatske publicist Vinæger» maa ha havt andre og mere værdifulde egenskaber, siden han kunde bli Wergeland saa kjær, som forsoningsdigtet «Fordums venner» vidner om. Og det er disse egenskaber, der kommer frem i hans stilling til de store objektive spørgsmaal, hvor hans personlige stædighed og pirrelighed ikke spillede ham saadanne puds som i det daglige liv.

Daae virksomhed i «Granskeren» gir i sin totalitet et udmerket billede af hans mangeartede kundskaber og hans interesse for alle samfundsspørgsmaal af betydning for vort land. Selv om adskillige artikler er skrevne af medarbeidere, er Daa og «Granskeren» udtryk for én og samme tankegang, én og samme personlighed. Bladet og han er saa at si ét. Det er en række af vigtige