blev universitetslærer, begyndte med 400 tilhørere, hvilket antal dog ret snart sank ned til 4, efter at han havde talt om en firkantet cirkels tænkelighed» , og over dette kommer hr. Munch i saadan hidsighed, at han farer ud i bladet med beskyldning om sandhedsfordrejelse! Hvor er den? Kan han eller noget menneske, som ikke vil lees op i øinene, nægte at Welhaven staar i gunst hos hoffet og ministeriet, og var anseet udygtig til sin post af landets fleste og kompetenteste videnskabsdyrkere? Kan det nægtes, at hans auditorium den første dag var propfuldt, saaat, hvis det ikke talte 400, var skylden hos rammet og ikke hos manglende nysgjerrighed? Har Welhaven selv fragaaet, at han har talt om en firkantet cirkels tænkelighed? Vil Munch, for at kunne rette en eneste tøddel i fortællingen, være saa god at opgive, gjennemsnitlig for en uge, hvor mange tilhørere Welhaven nu har over 4?
Og at nu hr. Munch raser saaledes over denne æggekage, at han bryder ind paa Treschow Hansson, med den angivelse at han er forfatteren? Vil ogsaa han udlure og angive en departementsfuldmægtig for formentlig uembedsmæssig brug af pennen? Kunde ikke hr. Munch endnu have erhvervet saa megen litterær takt, at han holdt sig alene til det uskadelige stykke, uden at forske efter indsenderen? Og hvis denne nu maaske var Treschow Hansson, skulde da ikke hr. Munch have saa megen sømme-
