Munch kaldes «en af de junkere, som ministeriet nu sætter paa katederet». En tredie af samme kreds, Welhaven, er ogsaa oprigtig og grundig afskyet af Daa.
Til uheld for Daa har de to mænd, Munch og Schweigaard, der paa en mere eller mindre korrekt maade gik ham forbi, senere indlagt sig saa store fortjenester, at Daas uret, som Botten Hansen har sagt, snart blev glemt af publikum. Der er uretfærdigheder, som synes at retfærdiggjøres af historien.
Daa opfattede, og ikke ganske uden grund, Schweigaard, P. A. Munch, Welhaven, Motzfeldt, Fougstad o. fl. som tilhørende et og samme koteri, de viste hinanden en hjælpsomhed, som virkede i høi grad eggende paa deres modstandere. Hele denne kreds, det unge høire, juristpartiet, med Schweigaard som fører og den «danske» æstetiker Welhaven som skjønaand, støttedes af grev Wedel, regjeringens chef, og kom forholdsvis hurtig til gode stillinger. Den, som var værst at forsørge, var Welhaven. Tilsidst blev han anbragt som lektor i filosofi (1840). Der blev ikke tilladt nogen konkurrence, hvad der selvfølgelig kunde dadles. Og Welhaven havde jo heller ikke paa nogen maade vist saadanne kvalifikationer just til denne post, at regjeringens fremgangsmaade ad den vei kunde undskyldes. Som vi ved, fyldte han heller aldrig stillingen. Daa tog da ogsaa skarpt
