til orde. Han forfulgte den Wedelske kreds, hofkredsen, dandyerne, pariseryngelen, som han udtrykker sig, med et oprigtigt had og ikke uden vid. De forskjellige udtalelser, der fremkommer i «Granskeren» 1840 om Wedel, Munch, Schweigaard og Welhaven, er vistnok især karakteristiske for Daa og hans personlige form, men paa vigtige punkter tør oppositionen ha delt hans tankegang, der her er ret smaalig.
Da Wedel dør, er det med en vis tilfredsstillelse, Daa anmerker, at der kommer saa faa rosende udtalelser om ham: «Der er nu forløbet en saa lang tid siden denne statsmands død, at de vigtigste stemmer kunde havt leilighed til at udtale sig, som stode i saadan berørelse med den afdøde, at man af dem kunde vente enten interessante historiske oplysninger eller fromme ytringer af hengivenhed for den bortgangne høvding. Det har rimeligvis været flere end én paafaldende, at disse for-dagen-læggelser have været yderst sparsomme i forhold til anledningen. Endog statholderens eget blad, «Den constutionelle», har ladet sig meddele den interessanteste opsats fra Sverige. Ligger der noget særeget princip til grund for dette maadehold i veltalenhed, eller skulde det være tilfældet, at det system af dandyisme, som man antog, at den afdødes hofholdning havde forstærket saa meget i vort land, ikke er kapabelt til at udføre noget dygtigt, ikke engang i anledning af sin egen
