Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/147

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


men, dersom den skal komme, da den norske grundlov, de norske statsmagter, norsk lov og administration, norsk nationalitet, det vil sige Norges land og folk som saadant i modsætning til eller som forskjelligt fra Sveriges land og folk gaar samme vej, som man nu vil sende rigsakten af 1815, og følger den til skyggernes land.»

Dernæst besigtiger han selve grundlaget for komiteens forslag. Den har misforstaaet unionens væsen: «Unionen er kun til i kraft af indrømmelser fra de enkelte stater, hvoraf den bestaar.» «De enkelte staters selvstændighed er ikke en gave af unionen, men derimod denne sidste en af begge riger som saadanne besluttet og netop paa deres fulde suverænitet grundet foranstaltning, hvis grændser af sig selv er der, hvor unionsakten ophører at tale.» Men komiteen har villet gjøre unionen til det principale. Og dog er det «tværtimod den, der har at bevise enhver ret, den vil tilegne sig over de enkelte stater, hvoraf den bestaar.»

Komiteens bestemmelser om udenrigsministeren som obligatorisk svensk osv. afvises af Dunker som fuldstændig uantagelige:

«Paa en ny, det hele statsretslige forhold mellem rigerne udtømmende og helt fra nyt af ordnende unionsakt kan Norge umulig gaa ind, naar ikke begge rigers fuldkomne ligeberettigelse helt er gjennemført i den nye kontrakt»