Om unionsparlamentet udtaler han, at han ubetinget foretrækker den nærværende tilstand, «fremfor et unionsparlament, der fra først af intet vilde have at bestille uden at grunde over og bringe begge rigers statsmænd til at grunde over, hvad man skulde finde paa at give det at bestille, en granskning, som ikke kunde føre til andet resultat end — — at rollerne efterhaanden blev vexlede, rigernes særlige nationalforsamlinger tørredes ind for tilsidst aldeles at bortfalde, unionsparlamentet blev begge rigers eneste parlament og dermed naturligvis ogsaa unionsregjeringen rigernes egen regjering».
Man kunde mene, at naar Norge alligevel ikke formaaede at sætte sine fordringer igjennom, var der ingen nytte i at negte at gi afkald paa rettigheder, som man alligevel ikke fik erkjendt. «Men,» sier Dunker, «der er en himmelvid forskjel mellem paa den ene side at undlade at fordre sin ret anerkjendt i gjerning gjennem forandring af bestaaende institutioner og paa den anden side at fraskrive sig og give formelig af kald paa rettigheder. Det er i denne forskjel, at livets hele haab og fylde ligger for hver den, hvis styrke ikke svarer til hans ret. Retten og sandheden har altid det i sig, at den kan vinde seier og blive til virkelighed, medens overmagten, hvor overvældende den end kan være, dog altid har den indre skade og svaghed, som bestaar i, at magt aldrig bliver til ret.»
