Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/146

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


en overlegen dygtighed, en kraft og en klarhed, der ikke levner hans modstandere det mindste smuthul. Der er intet af det, han vil ha sagt som ikke kommer frem i den skarpeste belysning. Ingensinde er den svensk-norske unionspoliks mangehaande brøst blit ransagede af en mere indtrængende og ubarmhjertig kritik. Denne anden del af Dunkers skrift er et monumentalt arbeide. Eftertiden har intet at lægge til. Alt, hvad Dunker har sagt om unionen, har — desværre — vist sig at være rammende. Det er en kjender, der ser hver revne i bygningen og aner dens skjebne.

Hvad det fremfor alt gjaldt om, var naturligvis, at ikke den norske selvstændighed skulde begraves i og med unionens fald. Og det var det, unionskomiteens tilbygninger rimeligvis vilde føre til.

Dunker viser først, hvilken dumhed det vilde være at gi slip paa den gamle rigsakt:

«Den ufuldkommenhed i formen, som er bleven en følge af, at alle de i Norges grundlov indeholdte paragrafer, hvori fandtes bestemmelser, der vedkom forholdet til Sverige, helt og ord til andet bleve af Sveriges stænder indtagne i rigsaktens text, denne ufuldkommenhed er i vore øine den største fuldkommenhed ved den gamle rigsakt, og giver den en betydning og vigtighed, der burde gjøre det umuligt at udslette den af de gjældende aktstykkers tal, førend den tid er kom-