Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/145

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


borgs handelstidning» og «Dagligt allehända», mod de norske rettigheders høihjertede forsvarer, svensk «Aftonbladet», og ovenikjøbet antyder, at sammenslutningen maatte finde sted, «selv om blod og jern maa til». — Det var saaledes ikke bare lokketoner, der anvendtes, selv om amalgamisteme gjennemgaaende foretrak at bruge saadanne vendinger som statsraad Carlson i hans tale ved foreningsfesten 4 november 1864: «Hvad den enkelte har tabt som enkelt, faar han rigelig igjen ved den vinding det forenede hele har høstet.»

Striden drog flere med, navngivne som unavngivne. Dunker angrebes mest af anonymer. Et medlem af det skandinaviske selskab forsøgte at gi det udseende af, at Dunker ingen forandring i unionsakten vilde ha, fordi han — alene — var fornøiet med den nuværende ordning, der jo dog stred «mod fædrelandets hellige og dyrebare ret». Ogsaa til Danmark og Sverige forplantedes feiden. Den unge J. E. Sars svarede en svensk recensent (H. Forsell).

Unionskomiteens udkast, hvis «sjæl» vistnok var T. H. Aschehoug, kom, og det viste sig, at nordmændene denne gang var gaaet endnu langt videre i indrømmelser end i 1844. Saa rykker Dunker atter ud, denne gang først i «Folkebladet», siden i sit stridsskrift no. 2.

Han er nu blit for alvor varm. Han udvikler