Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/143

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


østerrigske krig er her tydelig i friskt minde). De mindre nationaliteter, de svagere stater har en sterk opfordring til i tide at undersøge sin tilstand i denne henseende og til i tide at søge den eneste sande helsebod for sygdommen, den mandige bestemthed at ville blive sunde.» «Mandighedsaanden er nationernes livskraft.» Den viste sig efter talerens mening ved sammenslutning mellem de nærbeslegtede mindre stater. Vor styrke laa i «unionsforholdets fuldstændigere og hensigtsmæssigere udvikling.» Fremfor alt var det magtpaaliggende, at begge stater paa forsvarsvæsenets omraade gjorde, hvad de lige meget skyldte sig selv som sin forbundsfælle. Neutralitetserklæringer kunde man aldrig stole paa. Specielt vilde en saadan være upraktisk for Skandinaviens vedkommende.

Broch var i sin tale kommet med ytringer, som Dunker tog som sigtelser til sig. Han sendte ham øieblikkelig en udfordring i «Aftenbladet» i form af tre spørgsmaal:

«1. Naar, hvor og hvorledes har jeg eller det parti, til hvilket jeg hører, modsat mig noget forslag til vort forsvarsvæsens bedre ordning?

2. Er det virkelig det skandinaviske selskabs eller dets lederes formaal at virke for en tilslutning til Sverige af den beskaffenhed, at Norge ingen selvstændighed beholder uden i indre anliggender?