november 1864, feiredes, viste tydelig nok det venlige sindelag mellem folkene.
Desto mere haabløst maatte det være, at man vilde gaa til en ny revision af foreningsakten.
«At Norge, uagtet det utvivlsomt nærer det mest trofaste brodersind mod Sverige, dog ikke har opgivet et jota af sine paastande og fordringer, det beviser endog selve den norske regjerings sidste betænkning —.» «At Sverige heller ikke fra sin side har forandret sine anskuelser i nogen maade, det viser den hele række af foredrag fra den svenske justitsminister.»
Hvad var saa meningen?
Unionsakten indeholdt alt det, som foreløbig kunde opnaaes i enhedsretning uden tvang.
For fremtiden var der kun to veie:
Enten maatte man bygge folkenes forening paa friheden, og da maatte man overlade til folkene selv, naar, hvorledes og i hvilken grad de af sig selv vilde flyde sammen i aandelige og materielle interesser.
Eller havde man alene at anvende tvang.
«Der hvor man vil have fælleskab med broderlandet, maa man først indrette sig saaledes, at det, man byder broderlandet at være fælles om, er bedre eller i alt fald ikke slettere, end hvad broderlandet allerede har.»
Saa med toldforeningen, saa med retsvæsenet.
«Mærkeligt er det i den unionsakts-revisions-
