Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/139

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


historie, som vi her have gjennemgaaet, at see et nyt bevis paa sandheden af Frederik den stores udsagn, at menneskeslægten aldrig lærer noget af forældres eller forfædres erfaringer, men altid maa modtage undervisningen fra nyt af gjennem egne lidelser. Alle svenske statsmænd studere unionens eller unionernes historie lige fra den første union under Magnus Smek til den sidstes opløsning efter Christian den andens flugt. Men de studere den kun for at lære, hvorledes de skulle gjentage de samme feil, og derved bevirke alle de samme ulykker, begge dele naturligvis modificerede efter de forandrede tider og forholde, som deres forgjængere gjorde i den forrige forening.»

Dunkers konklusion er denne:

Norge skylder ikke alene sig selv, det skylder Nordens sag ikke at gjøre det skjebnesvangre første skridt til anden gang at lade sin suverænitet gaa op i en forbundsfælles.

Som god skandinav gaar han ud fra, at Nordens frihed og selvstændighed alene sikres ved Danmarks tilslutning til Sverige og Norge. Men gaar Norge op i Sverige, blir Danmarks tilslutning af nationale danske grunde umulig.

Heller opløsning af unionen end amalgamation.

Unionskomiteen fortsatte imidlertid sit arbeide ledsaget af de bedste forhaabninger fra en stor del af den norske almenhed. Paa dette tidspunkt