Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/137

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


sagen fra et høiere og almeengyldigt standpunkt, men naar handlingens tid kommer og lidenskaberne og fordommene vise sig rede til at levere en alvorlig kamp, da stige ministeriets medlemmer ned fra de luftige høider og opgive kampen eller sætte sig endog op paa toppen af de bølger, som de skulle have bekjæmpet, men som de nu faa udseende af at styre derved at de lade sig føre af dem».

Den første unionskomités historie var derfor en udmerket undervisning for os nordmænd. Den næste alvorlige lærdom var den, vi modtog under statholderstriden: «En af de største fordele var udentvivl den, at man endelig engang kom til fra begge sider at tale rent ud og sige hinanden uden omsvøb og fortielser alt det, hvoraf hjerterne vare fulde. Skulde man paa nogen maade komme til forstaaelse af hinanden, saa maatte det skee paa denne maade.» Stillingen blev klar: «Enhver norsk mand lærte at indse, at bestemt modstand var uundgaaelig nødvendig mod Sveriges fordringer, saadanne, som man nu endelig havde lært dem rigtig at kjende.»

Ikke saa, mener Dunker, at der før eller efter statholderstriden fandtes nogen virkelig uvilje mellem nationerne. «Man forsvarede fra begge sider, hvad man ansaa for sin lovlige ret, og forsvarets styrke rettede sig efter angrebets farlighed.» Den maade, hvorpaa unionens femtiaarsdag, 4de