Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/129

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


ser den eneste virkelig sunde udvikling i et loyalt samarbeide mellem regjering og storting. Derfor er han ogsaa en tilhænger af statsraadernes adgang til tinget: «Vor grundlov har forsømt at benytte det eneste i sandhed virksomme middel til at sikkre sig hos ministeriet ikke alene dygtighed og sand og levende interesse for statens tarv saavelsom utrættelig iver i at fremme den, men ogsaa en kraftig og værdig holdning ligeoverfor monarchen.»

Han vil kun, at monarkens ret, saaledes som den er bestemt i grundloven, skal forbli ubeskaaret. Stortinget har at holde sig indenfor det for denne institution afstukne omraade: «At det vilde være en grundlovstridig adfærd af storthinget at indskrænke sine skattepaalæg til blot at gjælde i eet, istedetfor i tre aar, for derved at tvinge kongen til forinden aarets udløb atter at sammenkalde storthinget, for at faa paalagt nye skatter, er utvivlsomt.» «Det er grundlovens villie, at storthinget i de 3 maaneder, constitutionen har indrømmet det, skal indrette sin virksomhed saaledes, at det efter denne tids forløb skal kunne hæves, medmindre kongen finder det tjenligt fremdeles at lade det fortsætte sine arbeider.» Grundlovens § 80 konstituerer den nødvendige ligevægt. Naar rigsretten af 1836 dømte Løvenskiold, fordi han ikke havde protesteret mod stortingets opløsning i juli maaned samme aar, skjønt skatterne endnu ikke var regulerede, kunde rigsretsdommen ikke