Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/130

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


hindre, at de ordinære domstole erklærede alle skatter og afgifter bortfaldne 1ste juli, uagtet det følgende overordentlige storting havde indrettet sig efter en modsat opfatning.

Selvfølgelig har det tidspunkt, hvorpaa Dunkers bemerkninger fremkom, havt indflydelse paa den styrke, hvormed han pointerede kongemagtens selvstændige stilling 1845 var jo et merkeaar i den bureaukratiske reaktion. Da hyldede Kristianias ungdom den af rigsretten halvt frifundne statsraad Vogt. Og P. J Homann opfordrede i sit flyveskrift: «Et blik paa vore politiske forholde», til statskup. Selv L. K. Daa følte sig, som vi ved, sterkt frastødt af bøndernes færd. Dunker peger da ogsaa paa den voksende fare for et «masseherredømme». Han fastslaar, at regjeringens kraft i en række af aar desuden var aftaget og ministrenes frygt for at udsætte sig for en rigsretsaktion tiltaget. Det var derfor af vigtighed for nationen, «hvis repræsentant og rettigheders bevarer regjeringen ligesaavel som storthinget er, at enhver bestemmelse, der kan tjene til at betrygge mod en for landet skadelig virksomhed fra storthingets, ligesaavel som fra kongemagtens side, opretholdes i sin fulde kraft og sin hele konsekvens».

Stortingets raadighed over statsformuen er — efter Dunker — blot negativ.

Hans standpunkt i et af de vigtigste stridsspørgsmaal mellem de to magter er dermed givet: