ikke den magtfordeling, Dunker med megen ret mente at finde i grundloven, i løbet af det 19de aarhundrede var blit helt en anden.
— Dunker kommer i sin undersøgelse af forholdet mellem den udøvende og den lovgivende magt ogsaa ind paa ministeriets ansvar og den maade, hvorpaa det kan fri sig for dette. Han medgir, at «i England vedkommende minister neppe vilde kunde frie sig for ansvar ved den blotte protest til protocollen, men at negtelse af at bringe den kongelige befaling i udøvelse, det vil sige, nedlæggelse af sin post, rimeligvis der vilde ansees for den eneste gyldige protest». Dunker be- tviler, at det samme som regel kan gjælde hos os, men «paa den anden side er faren for, at en norsk konge skulde ved ikke at respectere sit ministeriums eenstemmige protest, eller et norsk ministerium ved pro forma til protocollen. at protestere mod den beslutning, som det udenfor protocollen netop havde tilraadet kongen at fatte, kunne eludere forskrifterne om den constitutionelle ansvarlighed, forhaabentlig kun en chimære».
Dunker burde sagt, at det var utænkeligt hos en norsk konge ligeoverfor et norsk ministerium. Hans chimære dukkede tilsidst op i virkeligheden. Men da brast ogsaa den norske statsforfatning.
Dunker har dog ikke saaledes opfattet kongemagten som forfatningens tyngdepunkt, at han jo
