Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/127

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


saare fjerntliggende. Men historisk-juridisk havde Dunker visselig ret. Hvor meget fædrene i 1814 benyttede den franske konstitution af 1791, har de tilvante forestillinger om kongemagten fra det enevælde, hvis embedsmænd de ledende kræfter paa Eidsvold jo dog havde været, sikkert spillet sterkere ind — bevidst eller ubevidst — end man nu ved en overfladisk betragtning blir opmerksom paa.

Havde vi havt et nationalt kongedømme, kunde der været gode grunde, som talte for, at det i visse henseender vilde været til udviklingens gunst, om kongemagten ikke var blit reduceret til den skygge, den nu er blit, men havde beholdt den stilling, Dunker anviser den. Det kan ogsaa være et stort spørgsmaal, om ikke saa vilde blit tilfældet. Det var kongedømmets rodløshed i folket, som efterhaanden forringede dets betydning. Det blev det norske storting og ikke den trekvart svenske konge, som naturlig kom til at opfattes som nationens repræsentant.

Med Dunkers unionspolitik — rigsaktens bevarelse i den oprindelige form — var der vistnok ingen fare for, at den kongelige magtstilling skulde true vor nationale selvstændighed. Uden stortingets medvirkning kunde der vanskelig finde sted nogen forrykkelse af det engang etablerede forhold. Men lige saa sandsynligt er det, at det endelige resultat af unionskampene — unionsopløsningen i 1905 — neppe vilde fremkommet, hvis