efterat det har været samlet i de ved grundloven bestemte 3 maaneder, ikke finder dets fortsatte virksomhed gavnlig eller nødvendig, at han efter §§ 69 og 70 baade sammenkalder og efter eget godtbefindende opløser et overordentligt storthing, og at efter § 81 lovene skulle udfærdiges i en form, der fremhæver kongemagten som den, hos hvem kilden til deres forbindende kraft maa søges.
Hiin mening bestyrkes endvidere derved, at grundloven synes ikke engang at have lagt an paa en udtømmende opregning af de funetioner, i hvis udøvelse denne statsmagts myndighed skal bestaae, medens den derimod i § 75 indeholder en opregning, som aabenbart har til hensigt at være udtømmende, af de rettigheder, som tilkommer storthinget.
I §§ 16 til 26 omtales vistnok flere af de vigtigste functioner, som tillægges kongen, men disse bestemmelser ere ikke saaledes sammenfattede som de forskjellige dele af § 75, der undereet opregner samtlige storthingets funetioner, og sammenfatter dem alle under den enkelte sætning: «Det tilkommer storthinget».
Denne forskjel i fremstillingen af begge statsmagters functioner er saa betegnende, at den neppe kan være tilfældig.»
Den principale stilling, Dunker her tillægger kongemagten, har udviklingen berøvet den, og den forekommer sikkert den norske ungdom i 1905
