tution», bemærkninger, foranledigede ved P. K. Gaarders «Fortolkning over Grundloven» (1845).
Dunker ser her grundloven under et strengt juridisk historisk standpunkt: det og det har været tanken, under de givne forudsætninger. Det modsatte standpunkt er Sverdrups, der forsaavidt han overhovedet holder sig indenfor den ramme, grundloven gir, vælger den fortolkning, der, bedst stemmer med «det politiske livs vækst».
Et og andet af hvad Dunker sier kan nu virke underlig fremmed. F. eks. naar han plæderer kongemagtens sag i de ord: «Der lod sig endog adskilligt anføre for den mening, at grundloven under den udøvende magt har tænkt sig indbegrebet af den hele statsmyndighed, alene med undtagelse at den deel af statsmyndigheden; som udtrykkelig og specielt er tillagt en anden statsmagt. Man kunde sige, at det er ligefrem indeholdt i den første hovedgrundsætning (Grl. § 1) og ligger ogsaa i den omhyggelighed, hvormed grundloven helt igjennem har betegnet, at kongen repræsenterer statsmyndigheden i det hele. Herhen hører kongens kroning og salving efter § 10, en akt, der ikke alene betegner, at kongen er beklædt med den hele statsmyndighed, men endogsaa, at han har modtaget denne myndighed ikke af nationens haand, men af Guds naade. Hertil hører det, at kongen efter § 74 aabner storthingets forhandlinger og efter § 80 opløser storthinget, naar han,
