interesser» paa spil. Det viser (1878) hans eiendommelige forsvar for stortingets ret til at honorere kommissioner af stortingets tilfældige udgifter, som han udleder af loven af 1816 § 9, hvor der gives stortinget ret til at regulere «som noget, der vedkommer thingets indre politi», hvad der er «nødvendigt for selve storthinget eller nogen af dets afdelinger, saasom trykningsomkostninger, skrivematerialiers anskaffelse, opvartning, lys og brænde i forsamlingsværelserne og saa videre». Eller hans merkelige vridninger i myrmandssagen: «Naar man ser hen til, hvad skjødning, thinglæsning, skylddeling osv. koster, saa mener jeg, at de folk, som kjøbe stemmeret for det, betale skat for det (!) og i løbet af flere aar sandsynligvis mere i skat end en hel del rettighedsmænd i Finmarken, der ved at udrede rettighed blive stemmeberettigede.» I sine betydeligste øieblikke kunde Sverdrup selv aabent vedkjende sig, at han satte virkelighedens krav over lovens mening. Under behandlingen af spørgsmaalet om nedsættelse af en parlamentarisk skattekommission 1877 lod han saaledes falde disse ord: «Et vakt og kraftigt folkevirke, det lader sig ikke en gang dæmpe af noget absolut veto; med fast vilje fører det nationens meninger og hjerteanliggender igjennem, trods hvad der staar i grundlovsparagrafer om vetoet, ja om det absolute veto var nævnt i hver eneste af grundlovens 112 paragrafer.» De ord kunde staa som motto for
