Johan Sverdrups virksomhed. Han havde den for en kulturfører frugtbare, men ogsaa tidt farlige opfatning, at den historiske sandhed ligger i fremtiden, ikke i fortiden.
— — —
Det var ganske eiendommeligt at se «Morgenbladet» den 17de september 1905 anbefale sine læsere «den udmærkede artikel, hvorigjennem en af vor nationale frigjørelseskamps høvdinge, professor Ernst Sars, henvender sig til den norske almenhed». En saadan anerkjendelse havde vel ingen drømt om vilde bli en venstrehøvding tildel.
Unionsspørgsmaalet er kommet til at staa som en kreditpost for venstre. Egentlig har dog de forskjellige standpunkter i unionssagen aldrig faldt sammen med den indre partideling. Det var — som tidligere nævnt — efter 1814 oprindelig den norske embedsstand, der reprænsenterede de mest udprægede nationale anskuelser. Bønderne saa derimod i kongemagten og unionen en mulig forbundsfælle ligeoverfor bureaukratiet. En menneskealder efter unionens indgaaelse (ca. 1845) var forholdet omvendt: da begyndte bureaukratiet at frygte for bønderne. Men inden de forskjellige partigrupper var atter meningerne om det heldige i en mere eller en mindre intim sammenslutning med Sverige i høi grad delte. Endnu i 60-aarene finder vi, at Schweigaard og Ueland i unionspolitiken ikke staar hinanden fjernt, mens
